Da vi mødte Calle...

 

 

Vi skal tilbage til eftersommeren 1978. Jeg havde i nogle år lidt af en voldsom allergi over for snart sagt hvad som helst, og selv en cortisonindsprøjtning holdt kun i få timer. Gode råd var dyre – som man siger.

Vi boede på det tidspunkt i Herning, men havde bl.a. kontakt til en fælles skolekammerat, som boede i Birkerød med sin kone. En dag fortalte Peter, at deres lille datter nogle måneder tidligere havde fået konstateret børneleddegigt, og at lægerne syntes hun skulle have en guldkur og efterfølgende sidde i kørestol. Da Peter vægrede sig, lød det fra lægehold, at hvis forældrene takkede nej til tilbuddet, skulle de ikke regne med velvillighed fra lægernes side senere!

Heldigvis var der en beboer på vejen, som foreslog, at Peter og Marianne skulle kontakte én, som hed Calle, og som også skulle med til vejfest ugen efter. Han kunne efter sigende et og andet. Måske kunne han hjælpe.

Det kunne han, og i løbet af kort tid fik pigen det bedre ved hjælp af homøopatisk medicin.

Den mand skal jeg konsultere, sagde jeg til Peter. Som sagt så gjort, og et par uger efter så jeg så Calle for første gang. Han havde lavet en diagnose af, hvad jeg fejlede, ud fra navn og adresse – det var vist ret nyt for ham på det tidspunkt.

Jeg skulle have homøopatisk medicin for min allergi og for en let nedsat nyrefunktion, og så fjernede han i øvrigt nogle nyresten, jeg ikke anede jeg havde. Men da han lagde nogle fingre på mine nyrer, mens jeg lå på maven på en briks, var det, som om der smeltede noget – nærmere kan jeg ikke beskrive det.

I øvrigt fortalte jeg Calle, at jeg havde den særlige evne at kunne se hinsides tid og rum i det, jeg på det tidspunkt kaldte ”intetheden”. Senere fortalte han mig, at han havde været meget skeptisk over for den udtalelse, men måttet indrømme, at det var rigtigt nok, da han ”fik kigget efter”.

 

Nå, men jeg fortalte min kone (Birgit) hvad jeg havde oplevet, og vi tog hjem til Herning.

Et par uger senere skulle jeg kontrolringe til Calle, og da samtalen var ved at være færdig sagde jeg: Min kone kunne egentlig også have brug for dig, for hun døjer med en alvorlig blærebetændelse lige nu, og den kommer nemt igen med mellemrum.

Øjeblik, sagde Calle, hvad hedder hun til fornavn? Birgit, sagde jeg. Du skal ikke sige noget til hende, sagde Calle. Jeg kigger lige på hende (½ minuts pause). Ja, det er en kraftig betændelse. Jeg prøver at gøre noget.

Vi afsluttede samtalen, og jeg sagde ingenting til min kone om, hvad Calle havde sagt. Lidt efter begyndte hun at få mere ondt på ryggen omkring nyrerne. Det blev værre, og hun måtte hurtigt gå i seng. Næste morgen var blærebetændelsen forsvundet, og hun havde det fint.

Da jeg fortalte om Calles indgriben, sagde hun med det samme: Ham må jeg også over til. En måneds tid senere tog vi igen til Sjælland bl.a. af den grund. Ved 19-tiden aftenen før hun skulle konsultere Calle, fik hun pludselig voldsom feber og lå og rystede i sengen hos mine svigerforældre, hvor vi skulle overnatte. Vi troede, det var influenza, men Birgit sagde, at ligegyldigt hvordan hun havde det, skulle hun til Calle. Om hun så skulle komme i natkjole! Klokken 21 forsvandt feberen som ved et trylleslag, og hun havde det fint igen.

Da hun kom til Calle næste dag, ordnede han forskellige skavanker, og midt i det hele fandt Birgit på at spørge ham, hvornår han foretog afstandsdiagnosen? Omkring klokken syv i går aftes, svarede Calle.

Det viste sig senere, at Birgit tydeligt kunne mærke, hver gang Calle gik ind på hende på afstand. Men virkningen var aldrig så voldsom som den første gang.

Da konsultationen var forbi, og Birgit skulle af sted, hørte hun pludselig sig selv sige (og hun var ellers ret genert på det tidspunkt): Ved du hvad? Vi bliver nødt til at lære dig at kende og se dig igen.

Calle kiggede på hende og sagde: Nå, jamen hvornår er I på Sjælland igen? Til jul, sagde Birgit. Jamen skal vi så ikke sige, at I kommer her 2. juledag? Jo, det var så en aftale.

 

Det var indledningen til et utal af timer sammen med Calle i de efterfølgende år. Til hverdag, jul, påske, fester og ferie.

I begyndelsen kom vi uafladeligt til at tale om Calle med vores venner, men efterhånden blev hans indsigt og kunnen til en integreret del af vores hverdag.

Når jeg i dag sidder og skriver om ham, er problemet, at ganske vist oplevede vi fantastiske ting sammen med ham, ikke mindst hans evner som helbreder, men det væsentlige for Birgit og mig var at være sammen med ham som et ganske almindeligt menneske. Det ene øjeblik grinede vi af morsomme ordspil og det næste talte vi om verdensrummet og reinkarnation. Samværet spændte vidt.

 

Der er selvfølgelig et utal af oplevelser at fortælle om. Nogle tilhører absolut privatlivets fred, andre er så usædvanlige, at man vil blive anset for at være skingrende skør, hvis man fortæller om det, mens atter andre måske kan siges at være mere offentlige, eftersom de fortæller noget om Calles evner og deres videre udvikling.

Som ovenfor nævnt kunne han allerede se og helbrede på afstand, da vi lærte ham at kende, men han eksperimenterede til stadighed og dygtiggjorde sig. Jeg kan huske, at han i begyndelsen ikke kunne arbejde på afstand, når folk havde fået cortison, men da jeg mange år senere spurgte ham, om det stadig var et problem, sagde han: Overhovedet ikke!

Birgit og jeg var (som så mange andre sikkert) ofte prøveklude for Calle. Vi var engang på Hven med Calle og Lone (hans daværende dame). Birgit havde klaget over hovedpine, og nu gik hun og Lone sammen og snakkede, og Calle og jeg gik ca. 50 meter bagved og havde ligeledes gang i en samtale. På et tidspunkt sagde Calle så: Bare bliv ved med at tale til mig. Jeg vil lige se, om jeg kan gøre noget ved Birgits hovedpine, mens vi snakker (han plejede at skulle koncentrere sig om det). Et øjeblik efter gik vi rask til, så vi nåede damerne, og Calle spurgte så Birgit: Hvordan går det med hovedpinen? Hovedpinen? Jamen, den er da pludselig væk, uden at jeg har lagt mærke til det, sagde hun.

 

En anden gang klagede Birgit over, at hun indlærte så dårligt. Da hun skulle til teoriprøve i forbindelse med erhvervelse af kørekort, syntes hun, at det var lige så svært som en hel embedseksamen. Det er også rigtigt, sagde Calle. Du har en dårlig indlæring for tiden. Du skal have noget H5 pantotén. Hvad er det for noget, spurgte Birgit? Det ved jeg ikke, svarede Calle, men det er det, du skal have.

Jeg gik dagen efter på jagt efter ingredienserne, men både hos helsekosten og på apoteket måtte de melde pas. Der gik så mere end et halvt år, og en dag spurgte jeg rent tilfældigt i en lille købmandshandel, som også havde et udvalg af helsekost, efter H5 pantotén. Damen, som ekspederede kiggede underligt på mig, hvorefter hun sagde: Ja, det har jeg. Det ligger i den uåbnede kasse dér. Det er et nyt produkt, vi lige har fået ind ad døren fra Sverige. Det er unødvendigt at sige, at Birgits indlæring og hukommelse blev bedre i løbet af kort tid.

 

Jeg tør næsten ikke fortælle, at vi i et andet tilfælde var ude for, at det svar Calle var ude efter, dumpede ned fra reolen i form af en bog, der blev slået op på den aktuelle side!

 

Jens Trenckner

 
Calle Montsegur  |  Gothersgade 13, 3 sal  |  1123 - København  |  : +45 4098 9371  |  E-mail: tommas10@hotmail.com © Calle Montsegur 2009 | Design & CMS: WebVizion