Fra bogen "En moderne troldmand"
 
"Det var Altid meget inspirerende og provokerende At være Sammen med Calle. Vores natlige samtaler varede som regel til den lyse morgen godt stimuleret af en masse rødvin og for Calles vedkommende stakkevis af cigaretter.

Ud over sin strøm af Både originale og fantastiske ideer og påstande, som han aldrig begrundede nærmere, excellerede han i vittige ordspil og jeg ved vende tingene på hovedet. Han var et udpræget fantasimenneske og ikke Nogen filosof. Han "hentede Ting ned" og argumenterede ikke. Engang for 15-20 år siden erklærede han lige pludselig høne over frokostbordet, at han Havde opdaget en niende planet i vores solsystem. Tanken forekom mig Dengang ret absurd, sa mænd sendt som forrige år Nåede astronom Faktisk frem til, at der Gemmer sig en bagved planeten Neptun. Jeg tror nu ikke, den blev opkaldt efter Calle.

Hvor Einstein med stort holdt udforskede Universets hemmeligheder ved hjælp af sine såkaldte "tankeeksperimenter", kan man Måske SiGe, på Calle med stort mod foretog sine "fantasirejser" i de kosmiske sfærer. Mænd mand Måtte undertiden spørge sig selv, også om hans indsigter nu Altid var opdagelser. Han talte selv tit om, at tid og rum kun er vores Indbildning, "siger Jesper Neergaard.

Modet

 

I sommeren 1980 deltog Jesper Neergaard i en international udstilling i Tyskland. En aften, Hvor kunstnerne var ude at gå tur, Faldt han i snak med en tysk kollegas kone.

"Hun hed Elfie Reimann, og var da Yndig, sorthåret, på lille og spinkel balletdanser omkring de 30. Jeg bemærkede, at hun Så besværet og forpint ud, og hun betroede mig, at hun Havde butik Problemer med ryggen, og på SPECIALISTERNE mente, hun Kunne komme til at ende i en rullestol. Hun turde ikke Robe det på Teatret, Hvor konkurrenterne jo Altid står på spring.

Da jeg kom hjem, hørte jeg en eller Anden tale om en usædvanlig dygtig naturlæge, der Havde udrettet noget nær mirakler. Jeg indhentede Elfie's Samtykke, FIK opsporet hans telefonnummer, ringede og kom direkte igennem - Hvilket senere viste sig At være usædvanligt. Jeg forklarede mit ærinde, og stemmen i Den Anden ende af linjen dårligt om den pågældende patienter navn og by. »Elfie Reimann, Hamborg,« sagde jeg. Mænd jeg FIK at vide, at hun ikke HED Sådan. Så Måtte jeg jo ringe til hende igen, og Elfie sagde, at han Havde ret, og at hun Faktisk hed Elvira.

Så tilbage til naturlægen, Hvor jeg igen kom igennem straks. 'Et øjeblik. Ja, nu ser jeg hende. " Og Så beskrev han hende Detaljeret og erklærede straks, at han ikke Kunne helbrede hende. Han fortalte, at hun ført af en avanceret Morbus Bechterev, da gigtlignende betændelsestilstand i rygsøjlen, som stammede fra, at hun som 8-årig Havde Haft en meget svær pandehulebetændelse. Han sagde desuden, at hun Havde Mistet syndens langt meget tidligt, ledet af Angst og depression, Havde Alvorlige hormonforstyrrelser, Havde fået en abort, var medicinforgiftet, Havde ægteskabelige Problemer og en masse mere, som jeg skrev ned. Jeg ringede til Elfie, som bare Kunne mumle: "Ja, das ist wahr, das ist wahr, das ist wahr. Så sagde jeg til min kone Lillian: "Ham Ville jeg fan'me godt Lære nærmere på kende. "

Ved et sammentræf mødtes vi kort derefter, og vi blev øjeblikkeligt venner. Ved en senere lejlighed, Hvor jeg opponerede lovlig kraftigt Imod hans Orakel-billede, erklærede han spøgende: "Jesper, din gamle billedstormer, der er ikke noget på Gore, at vi hænger Sammen som ærtehalm."

Calle Montsegur var ikke Kendt som den store børneonkel, mænd, Jesper og Lillian Neergaards lille datter Kristine Havde fået sig en plads i hans hjerte. Familien Neergaard gjorde meget sjældent Brug af Calles lægelige evner, mænd Det skete flere gange, på Calle Montsegur selv ringede til familien, när han Kunne mærke, at noget var galt.

"På et Tidspunkt ringede Calle til os i Italien og sagde uden videre:» Kristine har det ikke godt. " Havde hun ganske rigtigt Været meget dårlig og Havde ikke kunnet Spise i tre dage, og Calle ville straks 'se på det «, som han kaldte det. Kristine lå og døsede, mænd pludselig stod hun op og erklærede, at hun Havde det Bedre og var Sulten.

En anden bande Havde hun Taget da processioner-larve op i Hænderne - en Yndig, behåret, ekstremt mænd giftig, larve, som Findes i Italien. Hendes hænder svulmede op som oppustede gummihandsker, og hun blev voldsomt syg og kastede op. Jeg Nogle dage lå hun med konstant feber, og vi var ved at blive alvorligt bekymrede. Så ringede Calle fra Danmark: "Der er noget i vejen med Kristine. Det må vi have på plads. " I Løbet af et par timer Faldt feberen og hævelsen forsvandt. "

Jesper Neergaard tumlede på et Tidspunkt i al stilhed med planer om en "opdagelsesrejse" til Ladakh, den Tibetanske provins i Nordindien. Dels Fordi han elsker Bjerge, dels i håb om at opleve de energier som sagdes at udstråle fra de religiøse Mani-sten.

"Under et besøg i Danmark var vi inviteret hjem til Calle. Han åbnede entredøren og erklærede uden videre: »Vi skal til Ladakh. Jeg Havde intet fortalt om mine planer. "

Turen til Ladakh

 

Calle Montsegur og Jesper Neergaard tog af sted i september 1984. Målet med rejsen var for Jesper Neergaard på studere stenkulten i Ladakh. Baggrunden var en oplevelse, han Havde Haft ti år tidligere.

"Jeg var lige begyndt som Billedhugger efter Mange års universitetsstudier, og var forslugen efter at se alt, hvad der var af skulpturer i Danmark. En dag kom jeg ind i en uanseelig sal på Glyptoteket og stod over for en lille skulptur på en sokkel. Det var en 5.000 år gammel Gudea-figur fra Mesopotamien. Til min forbløffelse Så jeg et Blidt, Strømme Hvidt lys ud af den, og jeg tænkte, at Hvis det virkelig er Muligt at lave en skulptur, der efter 5.000 år står og lyser, sa skal det VAERE mit Højeste mål.

Da jeg Langt senere læste om de energier, tibetanerne mener, der er i Deres sten, besluttede jeg mig for på Tage til Tibet. Det forte Så til, på Calle og jeg tog til Indien. Jeg Delhi FIK VI foretræde for en af Calles Venners guru. Han sad på en forhøjning midt i sin Ashram og lignede den gamle Picasso med ørneblikket. Uden på Få oplæst vores følgebrev erklærede han: »Jeg skal til Yammu, og jeg skal Finde en sten, der er velsignet af Buddha.

Der er milliarder af flade sten deroppe i Store Himalaya og Så godt som ingen planter. Mænd mand føler sig unægtelig Tæt på himlen. Gennem at et Halvt årtusinde har pilgrimme stablet flade sten indgraverede med den ældgamle bøn Om Mani Padme Hum ovenpå hinanden, SA DE Danner enorme Mani-MURE. VI Så da, der var til kilometer lang, seks meter bred og til meter høj. Bonnén betyder "Hil Juvelen i lotusblomsten", og lyden Om symboliserer Jeg Tantra blandt andet Foreningen af mand og kvinde.

Jeg Hovedstaden Leh købte vi et håndtegnet kort over Indus River Valley og den nærmeste bjergegn. Calle pendulerede og angav ruten. Så tog vi bussen og stod af der, Hvor Calle mente, at vi skulle begynde vores pilgrimsfærd til Det store Hemis-Kloster. Jeg Syntes, det var helt okay i Følge Hans instruktioner, mænd egentlig var det Temmelig vanvittigt.

Vi skulle op over et pas i 5.500 meters højde, ingen af os Havde trænet på forhånd, vi Havde ingen guide med, og vi bar Hver Især på en 20 kg tung rygsæk. Efter nogle dages trekking mødte vi ikke flere beboere, og risene i vores rygsække Havde vi foræret væk, Fordi vi Nærmest var Holdt op med at Spise, og de nøgne tyngede. Det kunne have Været livsfarligt, mænd, jeg var aldrig nervøs. Jeg tror ikke, vi spiste noget i flere døgn, bortset fra en gang Hvor vi kogte en enkelt kartoffel, som vi Havde byttet os til for en Kuglepen.

Som vi gik på stien fra Indus-dalen op mod den kløft, Calle Havde Udpeget, opstød der for små, Energiske skypumper foran os. De forte ligesom en og forsvandt først, da der ikke var rene støv til At gøre dem Synlige. Derefter var der kun sten på sten i dagevis.

Den første aften, da vi Havde slået lejr ved en Bæk, opdagede vi et enormt, kulsort Buddha-hoved, der kiggede ned på os Højt oppe fra klippevæggen. Det Syntes hugget ud i bedste klassiske stil. Jeg klatrede op for at studere det og Måtte konstatere, at det var formet af vind og vejr. Mænd i Det var Endnu et godt varsel, var vi enige om.

Efter adskillige dages vandring op ad himmelstræbende klipper begyndte Calle på stritte Imod. Til sidst råbte han til mig: »Jeg kan ikke mere." Han sad i højdeangst og klamrede sig til et fremspring. Jeg prøvede at hjælpe ham op, mænd Så sagde til ham, at jeg bare lige ville nå op til bjergkammen for at se, om der var en vej videre ned igen.

Det tog mig Faktisk et par timer at nå derop, og efter en udmattende Klatring oplevede jeg en fabelagtig, stormsusende udsigt over Store Himalaya endeløse, sneklædte tinder og et dramatisk vekslende skylag. Vidste jeg pludselig, at jeg Havde Været der før, og fornemmede, at der var Nogen bagved mig. Jeg vendte mig om og Så da livagtig procession af Høje personer tilhyllede i safrangule munkekutter. Et øjeblik efter var den forsvundet. Da var det, vi vendte om og begyndte hele vandringen tilbage. "

En del af rejsen Sådan lyder i Calle Montsegurs version:

"Jesper Neergaard og jeg fandt ud af, at vi Kunne flyve til Leh, Hovedstaden i Ladakh. Vores ven Sigurd hørte om det og sagde, at vi endelig Måtte Besøge Hans guru Sri Jammu Maharaji Jeg Delhi på vejen. Jeg sagde til Jesper, at jeg ikke gad det der med guruen og alt det pjat, mænd, det skulle vi, sagde Sigurd.

Vi landede i Delhi lufthavn klokken Kvart i ni om morgenen og tog ind på et ældgammelt kolonial-style hotel med store Vifter i Loftet og ti mennesker, der sad uden for Døren og bare ventede på at tjene os.

Mænd, vi skulle jo møde den guru, og vi fandt en taxa, som korte os ud til et meget pænt hus med en dejlig lille forgård, os Hvor der kom en ud og hentede og bukkede Dybt. Vi kom ind i et rum, Hvor der sad 40-50 mennesker på Gulvet. Der var stillet til lænestole frem til lidt mere velhavende indere, og oppe på en gammel fodskammel trist en lille mand med en Stok. Det var Sri Jammu Maharaji.

De til indere, der sad i stolene, FIK besked på at rejse sig op, og Jesper og jeg blev bedt om at Sætte os der. Jesper sagde, at det ville han ikke, og 'Det kunne manden ikke VAERE bekendt og nej, ikke tale om,' og jeg sagde: 'Hold nu Kæft, Jesper, og sæt dig ned. "

Så startede hele skuespillet. Folk blev kaldt op til Sri Jammu, og Så smækkede han dem på skulderen med sin Stok ligesom for at markere, og Nogle gange transporterede han tinget ud af Hænderne. Efter en times tid var det vores tur, vi var de sidste.

»Du må Hellere gå op Først Og få tæsk med hans lille Stok der«, sagde jeg til Jesper, mænd, han skulle ikke op først, det skulle jeg. Jeg Havde egentlig ingen forventninger om noget som helst, mænd Sri Ijamo Havde læst mig at once. Han kiggede på mig og sagde: »Du er kommet hende for på Finde de vises sten." Det var rigtigt, mænd Det kunne han jo ikke vide. Og Så sagde han: »Men du finder dem ikke før, du Bliver Fuldstændig desperat." Det var hans besked til mig. Jeg bukkede Pænt og overbelaste stjålet til Jesper. Sri Jammu kiggede på Jesper og sagde: 'Du laver skulpturer, og du Bliver verdenskendt om seks år. " Og det blev han jo.

Stenen fundet

Jeg skulle jo Finde de vises sten og Havde gået og kigget på alle de hende sten, der fandtes deroppe. »Det er sgu 'Nemmere for dig, du skal bare lave en skulptur,' sagde jeg til Jesper. Havde jeg jo ingen fornemmelse af, Hvordan den skulle se ud, og jeg kiggede og kiggede, og det var helt umuligt. Så vi blev enige om, at det ikke gik, og at vi Måtte tilbage.

Jeg Leh SOV VI PÅ Samme Dobbeltværelse, og Jesper Faldt Hurtigt i søvn. Jeg kan Huske, at han snorkede, mens jeg lå og tænkte, at det Havde Været en mærkelig rejse, Hvor jeg Havde der er millioner af sten uden på Finde de vises. Så tænkte jeg, at det også var ligegyldigt, og at jeg bare ville takke landet for this bande. Havde jeg opgivet.

Jeg ved, at jeg var lysvågen, for jeg Kunne höre Jesper snorke, da der blev vist en Række gudebilleder for mig af indisk karakter. Jeg undrede mig, og pludselig blev jeg transporteret og stod udenfor et kloster. Vidste jeg, at jeg skulle banke på Døren, Så det gjorde jeg, og der kom en ung munk ud, som sagde: »Du er ventet, kom indenfor."

Vi gik TVÆRS over gården høne, Imod en dør, som Munken bankede på. En meget nydelig lama åbnede, og også han sagde til mig, at jeg var ventet. Dernæst sagde han: "Du er jo kommet hende for på Søge de vises sten."

Jeg svarede bekræftende, og han bad mig Følge med. Han gik Først ind og stillede sig i et rum, og Så kom der en mærkelig belysning bagved skinke. Jeg sov ikke og i fuld bevidsthed tænkte jeg, at det var meget mærkeligt. Lamaen trådte til side, og der lå den: De vises sten. "

De vises sten er Ifølge alkymien en magisk substans, som kan omdanne uædle metaller til ædle. Stenen antoges At være verdens centrum og at indeholde de fire elementer - jord, luft, ild og vand. I over 2000 år har der Været indviede, som har fortalt, at de Havde fundet de vises sten.

"Den indeholder Så Mange oplysninger. Man kalder den "den philosofer sten". Den er ægformet og omkring 30-40 centimeter høj med tolv Mindre ægformede sten udenom. Den er da opbevaring af tankeformer og indeholder filosofier igennem alle tider og beskrivelser af Jorden. Den indeholder Stort set alle oplysninger, der Findes, sa det er virkelig noget af en guldklump på Kunne Få lov til at se ind i. Og Så den der Mærkelige belysning ... Den Havde Skiftende belysninger, det var meget flot.

Jeg anede ikke, Hvor jeg var husleje geografisk. Havde jeg også bare læst om stenen, andet var det Sådan sæt ikke, Så det var meget mærkeligt at nå frem til den. Tanken om at Finde den var blevet puttet ind i mig, og den fulgte jeg, mænd, det tror jeg ikke, jeg ville have gjort i dag.

Stenen er stadigvæk et sted deroppe, jeg FIK den jo ikke med, mænd Jeg kan aflæse den på afstand og Bruge den til at diagnosticere på.

Så jeg fandt de vises sten, og Jesper blev verdensberømt. "

Den håndgribelige sten

I hjemmet i Ruds Vedby søg Jesper Neergaard en kuglerund, rød og beige Natursten frem på størrelse med en stor grapefrugt.

"Jeg fandt den Højt oppe i Ladakhs bjergørken, Hvor alle sten ellers er totalt flade. Trods Vægten kom den op rygsækken, og jeg bar den troligt med hele vejen op til passet og ned igen.

Efter flere dages møjsommelig nedtur Nåede vi en aften tilbage til det sted, Hvor vi den første aften Havde slået lejr under Buddhaklippen. Jeg Satte mig i skrædderstilling uden for mit telt ved den brusende Bæk med min Mærkelige æggerunde sten i skødet og Så op i den blæksorte stjernehimmel.

Jeg Havde en mørkeblå sømandssweater og cowboybukser på og tænkte velsagtens på hele vores færd og på min lille familie derhjemme.

Da jeg kom hjem efter flere ugers rejse i Kashmir, Punjab og Rajasthan, var det første min kone spurgte mig om i lufthavnen, hvad jeg lavede søndag eftermiddag, den 18. september kl. 15.30. Jeg sagde, at vi Dengang Havde Været på vej tilbage ned Gennem bjergene. Lillian fortalte så, at hun Havde prøvet på Få Kristine på brand år til at sove, og pludselig Havde hun sæt mig Sidde svævende i luften i skrædderstilling iført blå jeans og sømandssweater. Jeg Havde rakt hånden ud og sagt: »Tag det roligt, alt er i orden." Hun Kunne ligefrem mærke, at jeg rørte ved hende. Hun Havde sæt, til klokken var 15.30.

På det Tidspunkt Hvor jeg sad i skrædderstilling med min sten, var klokken 19.30, mænd, da der er en tidsforskel på fire timer Mellem Ladakh og København, sa hun mig åbenbart simultant på en afstand af flere tusinde kilometer. Hvad betyder det? I tid og rum kun er vores Indbildning, som Calle erklærede? Eller på mennesker, der virkelig holder af hinanden, "hænger Sammen som ærtehalm" på et højere plan?

For mig var og er den runde sten en tredimensional manifestation af Selve Mani-Bonnén. Mens Calle rettede blikket videre fremad i sin Søgen efter de vises sten. "

 
Calle Montsegur  |  Gothersgade 13, 3 sal  |  1123 - København  |  : +45 4098 9371  |  E-mail: tommas10@hotmail.com © Calle Montsegur 2009 | Design & CMS: WebVizion